Familiens digitale hverdag

Bliv klogere på, hvordan familiens digitale samvær og vaner kan hjælpe børn og unge til digital trivsel og dannelse i og uden for hjemmet.

Hvad er det, der er på spil, når time efter time tilbringes med hovedet i skærmen? Dét spørgsmål har mange forældre stillet sig selv. Hvis du ikke kan svare på det, er du havnet det rigtig sted.

Svaret på spørgsmålet er: Alting! Venskaber, sjov, læring, fællesskaber, frihed og alt derimellem. Men også udelukkelser, mobning, møder med fremmede og skjulte forretningsmekanismer er en del af den digitale virkelighed.

Derfor bør hele familien være godt klædt på til at forstå de dynamikker, der er på spil i det digitale liv.

Faste temaer i familiens digitale hverdag

5 Anbefalinger til samtalen med dit barn

Her får du hjælp til at starte dialogen med dit barn om deres oplevelser, når de er online.

Det er vigtigt at få gang i samtalen for at skabe tillid – også selvom du kan føle dig uvidende og indimellem dum eller bare totalt uforstående. Det er okay og med tiden kan det blive bedre. 

Det kan du sige

  1. “Jeg kan høre, at du snakker med nogen, når du spiller, og så blev jeg lige lidt nysgerrig; Hvem er det, du taler med? Og hvad betyder det for spillet, at I snakker sammen imens?”
  2. “Jeg har hørt om noget, der hedder *indsæt selv fx Discord/Snapchat/Tik Tok challenges*, kender du det? Hvad synes du om det?”
  3. “Jeg synes, at det lyder lidt sjovt, at der er nogen, der ser videoer af andre der spiller (eller et andet eksempel). Hvad synes du om det? Vil du ikke lære mig lidt om, hvorfor det er fedt?”
  4. ”Måske synes du, at det lyder mærkeligt, men jeg fik sådan lyst til at se, hvilke sociale medier og apps du har. Har du lyst til at vise mig det?”

Spørg ind til, hvad barnet synes er sjovt at lave på de digitale medier. Når man har startet en snak om noget af det positive, kan man nemmere spørge ind til, om barnet også har oplevet noget, der ikke var rart. Eller om barnet kender nogen, der har? Her kan man spørge ind til, hvad barnet gjorde i situationen/om de ved, hvad de kan gøre, hvis de oplever noget ubehageligt. Så barnet har en konkret handlemulighed, hvis de oplever noget, der giver ondt i maven.

Dit barn kan mærke, hvis du synes det, de viser dig eller fortæller om, er åndssvagt eller ligegyldigt. Børn og unge bliver ofte optaget af nogle andre ting end voksne. Det er helt almindeligt, og også fint at man har forskellige præferencer. Men barnet kan mærke, hvis du ikke tager det alvorligt, fordømmer det barnet laver eller dem de følger online. Det kan føre til, at barnet ikke føler sig tryg ved at dele ting om sit liv online med dig. 

Forsøg derfor så vidt muligt, at tale med barnet om, hvad de synes er sjovt og vigtigt. Vis barnet, at du kan rumme det, de fortæller/viser dig. Og fortæl dem, at det er vigtigt for dig, at de ved, at du altid gerne vil tale med dem om det. 

Hvis det er svært at skjule, at der er noget, som du synes er mærkeligt eller svært at forstå, så forsøg at italesætte det, med et smil og med varme, så barnet mærker, at du stadig har interesse. Pointen er ikke, at du skal elske det samme som dem, men at du viser, at du interesserer dig for deres liv og perspektiv.

Det kan du sige

  1. “Du må altså undskylde, at jeg ser lidt mærkelig ud i hovedet, det er simpelthen fordi jeg aldrig har set sådan en YouTuberkanal før. Men jeg kan godt høre på dig, at det betyder meget og at du synes, at det er sjovt. Og jeg er vildt glad for, at du deler det med mig. Vil du ikke prøve at fortælle mig, hvordan du får det indeni, når du ser de her videoer?”  

Det er desværre ikke nok at tale om sociale medier. Ligesom hvis dit barn går til fodbold eller svømning er det nemmest at tale om, hvis du forstår hvad sporten går ud på. Det er det samme på digitale medier. En god måde at forstå dit barns online interesser er ved at engagere dig i indholdet på de sociale medier ved fx at spille spil, se videoer eller lave snaps sammen. Det behøver ikke at være dagligt, men gerne flere gange om måneden, når det giver mening. Denne vane danner grundlag for en god daglig dialog og giver indsigt til at sætte meningsfulde rammer for dit barns brug af sociale medier.

Det kan du sige

  1. ”Jeg hører dig ofte tale om *indsæt selv fx TikTok/Snapchat/Minecraft* og jeg er nysgerrig på hvordan det egentlig virker. Har du lyst til at vise mig hvordan du bruger det? Måske vi kan lave en video/bygge/spille noget sammen?”
  2. ”Hvem kan du godt lide at se på YouTube? Jeg vil meget gerne se nogle videoer sammen med dig for at se hvad det går ud på, hvis du har lyst til at vise mig det?”

Børn og unge vil gerne dele ud af deres interesse for og erfaring med sociale medier, og du kan fx spørge, om I ikke skal udforske populære memes eller influencers eller lave kreative snaps sammen. Anerkend at du ikke er eksperten og hør om ikke dit barn vil lære dig et par tricks på Instagram eller Snapchat eller vise deres favorit-influencer(s) frem.

Hvis dit barn afviser din interesse… 

Måske dit barn helst vil have sine sociale medier for sig selv. Så kan du selv undersøge sagen for bedre at forstå dit barns verden. Du kan fx downloade og udforske de apps, dit barn bruger eller finde videoer på YouTube, der forklarer, hvordan de virker. Følg løbende med i hvad der rører sig i nyhederne omkring sociale medier, så du kan stille dit barn vedkommende spørgsmål.

Du er rollemodel og forbillede for dit barn, og du har ansvaret for at sætte grænser. Mange børn og unge er faktisk positive overfor regler eller aftaler, fordi det skaber tryghed og udviser interesse. En god rammesætning kræver, at du sætter dig ind i dit barns brug af digitale medier og går i dialog med dit barn.

Det kan du sige

Fortæl dit barn at det er vigtigt med aftaler for jeres brug af digitale medier og inddrag dit barn i udformningen af aftalerne. Det er vigtigt, at aftalerne giver mening og at du forklarer HVORFOR, du lægger op til netop de aftaler, du gør. Fx kan måltider være mobilfrie, så der er tid til nærvær og samtale med familien, ligesom mobilen kan holdes ude af værelset ved sengetid, så det blå skær fra mobilen ikke gør det sværere at falde i søvn. I kan også overveje mediefri zoner i hjemmet, en “parkeringskurv” til mobilerne samt fælles alternative aktiviteter, når mobilen er parkeret.

Hvis du selv har svært ved at overholde aftalerne… 

Mange børn og unge undrer sig over forældres dobbeltmoral ift. de aftaler, der indgås i familien og er derfor ikke motiverede til at overholde dem selv. “Vi må ikke bruge vores telefoner, når vi spiser sammen, men min mor skal altid liiige færdiggøre noget arbejde eller tjekke sin Instagram”. Som rollemodel for dit barn er det afgørende, at du går forrest og selv udlever jeres aftaler.

Sociale medier er netop sociale og deres omfang og indflydelse rækker ud over hjemmets fire vægge. Fx opstår mobning på sociale medier typisk blandt børn i klasser, som i forvejen har et utrygt fællesskab. Som forælder har du mulighed for at give input til kulturen omkring digitale fællesskaber, og hvilke sociale medier dit barn skal være en del af. Gør det til en vane at spørge ind til fællesskabet i klassen og at sætte sociale medier på dagsordenen til forældremøderne i dit barns klasse.

Det kan du sige

Tag klassebilledet frem og lad det være udgangspunkt for en samtale om sociale medier. Hvilke sociale medier er klassekammeraterne på? Hvem er med i Snapchatgruppen? Hvornår er det okay at have mindre grupper, hvor kun nogle fra klassen er med? Er der nogen, der slet ikke er på sociale medier? Hvordan inviteres de med i fællesskabet?

Hvis forældrene i klassen er virkelig uenige… 

Målet i forældregruppen er ikke så meget enighed, men derimod en fælles forståelse for børnenes brug af sociale medier og de strukturer, der påvirker både dem og deres fællesskaber. Selvom I er uenige om de digitale rammer, er det vigtigt, at I sammen bakker op om et stærkt klassefællesskab, hvor alle føler sig trygge. Derved mindskes risikoen for, at der foregår udstilling og mobning i den digitale arena.

Videoer om børns brug af sociale medier

Når dit barn er på sociale medier

Når børn starter med at bruge sociale medier, er det en god idé at gøre det sammen. Det er et nyt univers, som de skal lære at kende, og det kan være godt at udforske det sammen og tale om det undervejs.

Sid sammen, opret en profil og tal om, hvilke privatindstillinger der skal vælges og hvorfor. Se sammen på det indhold, som platformen tilbyder og tal om, hvem der er afsender på det, og hvordan man kan kommentere på det.

Mange voksne tror, de kender de forskellige platforme, fordi de selv bruger dem. Men de algoritmer, som styrer hvilket indhold, du præsenteres for, resulterer i, at den samme platform kan se meget forskellig ud hos forskellige medlemmer af familien.

Prøv at sæt jer sammen og vis hinanden, hvilke opslag og reklamer der vises i jeres news feed på de platforme, I bruger. I kan også prøve at søge på det samme ord eller hashtag og se hvor forskellige forslag, I får.

De fleste forældre er venner med deres børn på sociale medier. Det kan være en god måde at følge barnets digitale liv.

Hvis dit barn deler noget, som du undrer dig over, kan du spørge ind til det. Prøv at bevare et åbent sind over for, hvorfor dit barn synes, det er interessant indhold at dele, også selvom du er uenig eller ikke forstår det.

Læg op til at dialogen er åben begge veje, så børnene i familien også kan stille spørgsmål til det, de voksne deler på sociale medier.

Det er i sidste ende de voksne, der beslutter, hvilke platforme børn bruger. Men det er vigtigt at lytte til børnene og anerkende deres frustration, hvis de fx ikke må være på en platform, som alle andre i klassen bruger.

Det er de voksnes ansvar at sikre at alle børn er en del af fællesskabet uanset hvilke digitale platforme, de er på.